Jacob Jensen Barfoed

Andre begivenheder:

• Referencenummer: X,43

Notater:

(X,43) Hjemmedøbt i Troense 17/4 1684 sandsynligvis fordi han var svagelig, og snart efter er død.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Skipper
• Referencenummer: IX,17

Notater:

(IX,17) Vi hører første gang om ham, da han i 1681 angives som skipper af Troense på en jagt på 7 læster, der tilhørte hans ældre bror kaptajn Niels Lauritsen Barfoed (IX,14 omtalt i kap. 5). I de følgende 10 år er Jens skipper på denne jagt, og den 19. december 1694 aflagde han borgered i Svendborg, hvilket tyder på, at han er flyttet til byen. I 1696 deltog han sammen med borgmester og råd samt 12 andre borgere i konsumptionsligningen, og den 3. januar 1698 var han takserborger. Året efter havde han langvarige tvistigheder med feldbereder Knud Pedersen om vandløbet fra byens bæk, der flød mellem deres gårde og plankeværker, indtil de blev endeligt forligt den 9. januar 1699. Han havde tre børn.

Jens blev gift med Anna Hansdatter den 13 aug. 1681 i Troense på Tåsinge. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Enke. Var tidligere (16/6 1677) blevet gift med Jacob Jørgensen Vick, der imidlertid døde tidligt og blev begravet 7/1 1681. Hun fik tre børn med Jens Barfoed.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Konsumptionsforpagter, byfoged
• Referencenummer: VIII,10

Notater:

Arent Berntsen skrev om Fyn som sammen med Falster og Langeland kaldes " de bedste, nyttigste og lystigste blandt de danske lande", og lystighed og munterhed kunne man nok have brug for midt i 1600-tallet, hvor landet mange gange blev rendt over ende af svenske krigsfolk og andre, der gjorde landet mindre hyggeligt at bebo. Karl X Gustafs færd over Fyn og Langeland til Lolland midt i den strenge vinter har nok sat sine spor, og især var det bondebefolkningen , der måtte lide under plyndringer for at skaffe underhold til de fremmede hære. I 1658 kom en polsk officer til landet med de allierede hjælpetropper, og han priser de danske kvinder for deres blonde skønhed og smukke klædedragt - kun træskoene bryder han sig ikke om. Desuden er polakken Pasek chokeret over de lukkede alkover med deres stabler af dyner, og så beretter han, at "danskerne sover nøgne, som deres mor har skabt dem, og de anser det ikke for nogen skam, men klæder sig af og på i hverandres nærværelse - og først når de er splitternøgne låser de døren, slukker lyset og går ind i skabet" (alkoven).

(VIII,10 se kap. 3 side 29) Laurids Thomasen Barfod var en af de medlemmer af slægten, der flyttede fra Vestjylland til Tåsinge. Han fødtes ca. 1614 og nævnes i 1637 i Skads herreds tingbog, da han fordrede en sum penge, men i 1650 boede han på Tåsinge - vist i Barfodsgård, der nok har navn efter ham. Han kaldes proviantforvalter og i 1654 måtte Christen Carstensen og Knud Krone bøde efter en dom i Svendborg, fordi de havde været i klammeri med ham. Han måtte dog selv i 1665 bøde 10 rdl. for ulovlig skovhugst i kgl. majestæts skove ved Svendborg. Den 4. maj 1665 lovede han at stille præsidenten Claus Rask tilfreds for de båndstager, han havde hugget i Hestehauge Skov, og kort efter, den 24. juli, måtte han ved Svendborgs byting love at opfylde sine forpligtelser, men den 7. august blev han igen indstævnet, da han ikke havde efterkommet dommen, og endelig den 21. august mødte han i retten og fik henstand i 6 uger. I 1672 efterlyste han på Tåsinge birketing et natskrin, som enkedronning Sophie Amalie havde tabt på rejsen, og desuden ser vi ham optræde som vidne i forskellige sager i 1673 og 1675. Han har været konsumptionsforpagter, idet han 17. marts 1673 stævnede Oluf Jacobsen Mørch til inden 8 dage at bevise, hvorfra han har købt malt, da det ikke fandtes angivet i konsumptionsprotokollerne. Statens indirekte skatter dengang var bl.a. skat på varer, der indførtes til byerne, og disse afgifter var ofte forpagtet ud til konsumptionsforpagtere, idet samlingen af de forskellige indirekte skatter kaldtes for konsumption. Den 12. juni samme år (1673) stævnede han også Niels Hansen for at have ladet to køer komme ind i byen uden at angive dem, og samme dag har han også en anden sag for kongen vedr. konsumption. Han afløstes imidlertid kort efter af en Laurits Jørgensen, der havde forpagtet konsumptionen og den 15. november 1683 blev han antaget som byfogdens stedfortræder i Svendborg, men sad kun få år i embedet, da han døde og blev begravet 13/5 1687. Han fik fem børn (IX,14-18) af hvilke de 4 flyttede til København (kap. 5) og blot en af dem blev på Tåsinge (IX,17).

Laurids blev gift med Christine Hansdatter Løve. Christine blev født i 1618; blev begravet den 3 mar. 1698 i København. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Fik fem børn.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Godsejer, bonde
• Referencenummer: VII,6

Notater:

(VII,6) Thomas Barfod, der var brorsøn af Peder Barfod (VI,3) og yngste søn af Laurits Barfod ((VI,1) overtog Sædding Storgård efter onkelen (Peder) sammen med Jens Christensen. Første gang vi hører om Thomas, er da han er i tjeneste i 1605 hos Erik Vasbyrd, og samme år anklages for at have rømt af tjenesten samt medtaget nogle guldknapper, sølvdaggerter og mere, ligesom han også havde oppebåret en del af Vasbyrds landgilde i Nørrejylland. Da Thomas Barfod nu opholdt sig i Riberhus len, gav kongen lensmanden hér ordre til at pågribe ham og overlevere ham til Vasbyrd. Thomas Barfod må imidlertid have kunnet klare for sig, idet han som fri mand den 7. august 1608 fæstede halvparten af Storgården og gav 80 daler i indfæstning. Under gården hørte tillige et hus i Nebel by. I 1609 og 1622 omtales han som værende blandt "de otte mænd" i Sædding, d.v.s., at han var blandt de nævninge eller sandemænd, der skulle udtale sig, når der behandledes grovere sager. Han måtte dog samme år, 1609, betale 15 daler i bøde, fordi han havde "skeldet" Peder Christensen for en mynde, og fordi han sloges på Nebel kirkegård. Desuden havde han også på anden måde været mindre heldig, da han sammen med Jens Christensen og C. Kallesen i 1618 måtte bøde, fordi de "tog gunst eller gave af Hr. Svend, før han måtte bekomme Nebel kald". Kort sagt, de havde solgt embedet og det måtte de nu bøde for, og Christensen måtte bøde 20 daler, Barfod 5 daler og Kallesen 4 daler. Gårdfællesskabet af Storgården var iøvrigt en indviklet sag, der ikke alene omfattede jorden og bygningerne, men også ser ud til at have omfattet risikoen ved at være nævning. Dømtes der forkert, kunne man nemlig drages til ansvar. Den 19. maj 1609 skete det netop, og Thomas Barfod måtte henvise til, at da Jens Christensen havde vedtaget at gøre "sandemænds tog af den gård de begge ibor, da ville han stande halvt af alle udgifter, halvt last og halvt brast" med ham. Thomas Barfod har imidlertid ikke rigtigt kunne klare de økonomiske forhold i det hele taget, for da han døde i 1626 overtog Karl Hansen gården for blot 65 rigsdaler i indfæstning. Desuden frasagde Thomas Barfods børn sig arv og gæld, men tilsyneladende har hans enke Lisbeth Sørensdatter ikke gjort det. Hun blev nemlig ofte i de følgende år plaget for den gæld, som han havde efterladt sig. Siden blev hun gift med Jacob Kristensen, der tilmed i 1630 blev dømt til at betale 215 daler 3½ mark til en Vardeborger for Thomas Barfods gæld, og efter at hun derefter blev gift med Karl Hansen, blev denne i 1633 mindet om, at han til Therkel Brixen i Præstbøl skyldte 7 mark, som "rester med Lisbeths part af et brev, som salig Thomas Barfod har udgivet". Hun blev endnu engang gift og denne gang med Eske Hansen, men også han måtte i 1640 betale en restgæld, da han blev stævnet for halvparten af salig Thomas Barfods gæld til delefogden Hans Nielsen på ialt 2 ørte rug samt 10 rigsdaler og 5 skæppe byg foruden rente i 14 år, nemlig ialt 8 rigsdaler og 4½ mark (Riberhus Lensregnskaber 1622-27 og Kærgård Birks tingbog 1631-40). Thomas Barfod og Lisbeth Sørensdatter havde 8 børn (VIII,10-17). Laurids Barfod (VIII,10) og Maren Barfod (VIII,13), der flyttede til Tåsinge; Peder, der flyttede til Thy; de øvrige Karen (VIII,12), Ingeborg (VIII,14), Kirsten (VIII,15), Ane (VIII,16 og Mette (VIII,17) kender vi blot fra boopgørelsen i 1626, da alle fragik arv og gæld den 24/3. Sædding Storgård var således nu gået ud af Barfodslægtens hænder, idet det blot var enken, der var tilbage. Nu er det Jens Christensen, der overtager Barfodernes rolle og bl.a. bliver byens oldermand og i det hele taget optræder på bymændenes vegne med stor dygtighed. Jens Christensen døde den 16/5 1630 54 år gammel.

Thomas blev gift med Lisbeth Sørensdatter. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

(VII,6) Thomas Barfod, der var brorsøn af Peder Barfod (VI,3) og yngste søn af Laurits Barfod ((VI,1) overtog Sædding Storgård efter onkelen (Peder) sammen med Jens Christensen. Første gang vi hører om Thomas, er da han er i tjeneste i 1605 hos Erik Vasbyrd, og samme år anklages for at have rømt af tjenesten samt medtaget nogle guldknapper, sølvdaggerter og mere, ligesom han også havde oppebåret en del af Vasbyrds landgilde i Nørrejylland. Da Thomas Barfod nu opholdt sig i Riberhus len, gav kongen lensmanden hér ordre til at pågribe ham og overlevere ham til Vasbyrd. Thomas Barfod må imidlertid have kunnet klare for sig, idet han som fri mand den 7. august 1608 fæstede halvparten af Storgården og gav 80 daler i indfæstning. Under gården hørte tillige et hus i Nebel by. I 1609 og 1622 omtales han som værende blandt "de otte mænd" i Sædding, d.v.s., at han var blandt de nævninge eller sandemænd, der skulle udtale sig, når der behandledes grovere sager. Han måtte dog samme år, 1609, betale 15 daler i bøde, fordi han havde "skeldet" Peder Christensen for en mynde, og fordi han sloges på Nebel kirkegård. Desuden havde han også på anden måde været mindre heldig, da han sammen med Jens Christensen og C. Kallesen i 1618 måtte bøde, fordi de "tog gunst eller gave af Hr. Svend, før han måtte bekomme Nebel kald". Kort sagt, de havde solgt embedet og det måtte de nu bøde for, og Christensen måtte bøde 20 daler, Barfod 5 daler og Kallesen 4 daler. Gårdfællesskabet af Storgården var iøvrigt en indviklet sag, der ikke alene omfattede jorden og bygningerne, men også ser ud til at have omfattet risikoen ved at være nævning. Dømtes der forkert, kunne man nemlig drages til ansvar. Den 19. maj 1609 skete det netop, og Thomas Barfod måtte henvise til, at da Jens Christensen havde vedtaget at gøre "sandemænds tog af den gård de begge ibor, da ville han stande halvt af alle udgifter, halvt last og halvt brast" med ham. Thomas Barfod har imidlertid ikke rigtigt kunne klare de økonomiske forhold i det hele taget, for da han døde i 1626 overtog Karl Hansen gården for blot 65 rigsdaler i indfæstning. Desuden frasagde Thomas Barfods børn sig arv og gæld, men tilsyneladende har hans enke Lisbeth Sørensdatter ikke gjort det. Hun blev nemlig ofte i de følgende år plaget for den gæld, som han havde efterladt sig. Siden blev hun gift med Jacob Kristensen, der tilmed i 1630 blev dømt til at betale 215 daler 3½ mark til en Vardeborger for Thomas Barfods gæld, og efter at hun derefter blev gift med Karl Hansen, blev denne i 1633 mindet om, at han til Therkel Brixen i Præstbøl skyldte 7 mark, som "rester med Lisbeths part af et brev, som salig Thomas Barfod har udgivet". Hun blev endnu engang gift og denne gang med Eske Hansen, men også han måtte i 1640 betale en restgæld, da han blev stævnet for halvparten af salig Thomas Barfods gæld til delefogden Hans Nielsen på ialt 2 ørte rug samt 10 rigsdaler og 5 skæppe byg foruden rente i 14 år, nemlig ialt 8 rigsdaler og 4½ mark (Riberhus Lensregnskaber 1622-27 og Kærgård Birks tingbog 1631-40). Thomas Barfod og Lisbeth Sørensdatter havde 8 børn (VIII,10-17). Laurids Barfod (VIII,10) og Maren Barfod (VIII,13), der flyttede til Tåsinge; Peder, der flyttede til Thy; de øvrige Karen (VIII,12), Ingeborg (VIII,14), Kirsten (VIII,15), Ane (VIII,16 og Mette (VIII,17) kender vi blot fra boopgørelsen i 1626, da alle fragik arv og gæld den 24/3. Sædding Storgård var således nu gået ud af Barfodslægtens hænder, idet det blot var enken, der var tilbage. Nu er det Jens Christensen, der overtager Barfodernes rolle og bl.a. bliver byens oldermand og i det hele taget optræder på bymændenes vegne med stor dygtighed. Jens Christensen døde den 16/5 1630 54 år gammel.