Barfod-Barfoed Slægten
Du er i øjeblikket anonym Login
 

Rasmus Lange

Mand 1976 -


Generationer:      Standard    |    Lodret    |    Kompakt    |    Felt    |    Kun tekst    |    Anetavle    |    Viftediagram    |    Medie    |    PDF

Generation: 1

  1. 1.  Rasmus Lange blev født i 1976 (søn af Svend Lange og Marianne (Tut) Norup).

Generation: 2

  1. 2.  Svend LangeSvend Lange blev født den 22 nov. 1947; døde den 28 jan. 2016 i Rigshospitalet.

    Andre begivenheder:

    • Beskæftigelse: Murermester

    Svend blev gift med Marianne (Tut) Norup. [Gruppeskema] [Familietavle]


  2. 3.  Marianne (Tut) NorupMarianne (Tut) Norup
    Børn:
    1. Karsten Lange
    2. Tanja Lange
    3. 1. Rasmus Lange blev født i 1976.


Generation: 3

  1. 6.  Henning Laurits NorupHenning Laurits Norup blev født den 20 jan. 1907 i Helligkors Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt; blev døbt den 20 jun. 1907 i Helligkors Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt (søn af Laurits Norup og Ane Margrethe Hansen); døde i aug. 1978.

    Andre begivenheder:

    • Beskæftigelse: Fuldmægtig

    Henning blev gift med Edith Karen Ingeborg Jacobsen i 1932. Edith (datter af Andreas Jacobsen og Kirsten Marie Nielsen) blev født den 1 dec. 1907 i Hausergade 13, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 19 apr. 1908 i Trinitatis sogn, København; døde i mar. 2004. [Gruppeskema] [Familietavle]


  2. 7.  Edith Karen Ingeborg JacobsenEdith Karen Ingeborg Jacobsen blev født den 1 dec. 1907 i Hausergade 13, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 19 apr. 1908 i Trinitatis sogn, København (datter af Andreas Jacobsen og Kirsten Marie Nielsen); døde i mar. 2004.

    Andre begivenheder:

    • Beskæftigelse: Forretningsdrivende, pelsforretning

    Notater:

    Edith Jacobsens erindringer:

    Jeg hedder Edith K. I. Norup, født Jakobsen, den 1-12-1907 i Hausergade i et af de gedigne Huse, der blev revet ned for at gøre Plads til Hovedbiblioteket (på Kultorvet). Mine Forældre kom begge fra Jylland, men traf hinanden i København. Mor var kun 19 Aar, da de giftede sig, min Far 38. Mor var højgravid. De var gået fra den ene Kirke til den anden for at finde en Præst, der ville vie "de 2 syndere". Det var i Stefans Kirken på Nørrebro den 2. September 1894. 14 Dage senere blev min Bror født, min Mor fødte 11 Børn, hvoraf de 2 døde ganske små af difteritis, som dengang var en meget farlig Sygdom. Vi voksede op i Hausergade Nr. 13 på 4de Sal i en 4 Værelsers Lejlighed. Dengang uden nogen Form for Bekvemmeligheder. Der var et lille Toilet, men det var bare en Spand, som vi selv skulle ned i Gården og tømme. Gas og Lys var der heller ikke, så vi havde Petroleumslamper og levende Lys ved festlige Lejligheder.
    Søskendeflokken med cirka 1½ Aar mellem hver, bestod nu af 6 Drenge og 3 Piger, hvoraf jeg var den ældste Pige og derfor sikkert en Del forkælet. Min Mor ammede os alle, og en Dag, hun sad og ammede min Søster, havde min yngste Bror, dengang 3½ Aar fået Haspen af Vinduet, lænede sig frem og styrtede ned fra 4de Sal. Min Mor fik et chok, men styrtede ned af Trappen og fandt ham tilsyneladende uskadt. Han kom på Kommunehospitalet, med de fandt kun lettere Skrammer og formodet Hjernerystelse. Min Lillesøster, som stadig blev ammet, fik dårlige Nerver, som forfulgte hende Resten af Livet. Der var mange dramatiske Hændelser med "Drengene", som vi Piger kaldte dem, især min næst yngste Bror Nikolaj var meget aktiv og vanskelig at beskæftige. En Dag gav min Mor ham en Kurv og lagde et Par Kartofler og Gulerødder i, og sagde, at han kunne gå paa Torvet og sælge Grøntsager. Han tog det bogstaveligt, gik ned på Gaden, kun iført Undertrøje. Han nåede helt til Amagertorv, før en Betjent tog ham med hjem til Antoniagades Politistation.
    Vi legede mest på Kultorvet og Hauser Plads. Der var en Baggård på Hjørnet af Suhmsgade, som vi syntes var særlig spændende. Det var et Porcelæns Lager og Gården var fuld af Trækasser med Træuld. Porten var en stor Jerngitterport, som blev lukket, når Arbejdsdagen var forbi. En Dag havde vi ikke lagt mærke til, at den var blevet lukket, og mine 2 yngste Brødre og jeg var lukket inde. Nu var gode Råd dyre, men vi blev enige om, at vi måtte forsøge at komme i gennem foroven. Det lykkedes også for min yngste Bror og mig, men Nikolajs Hoved sad uhjælpeligt fast mellem Jerntremmerne. Vi var nødt til at gå den tunge Vej hjem til Mor, og hun måtte bede Politiet om Hjælp. Der måtte Smede til Hjælp, og vi fik en ordentlig Omgang Klø. Min Mor var meget hidsig og lagde ikke Fingrene imellem. Min yngste Bror og jeg var uadskillelige. Han holdt mig altid omhyggeligt i Hånden, når vi gik på Gaden. Vi blev kaldt det lille Kærestepar. I Bagergården i Rosenborggade dansede vi for Bagerne og blev honoreret med Wienerbrød, Rosenbrød og andet godt, som vi satte os på Trappen og spiste. De opfordrede os til at kysse hinanden efter Dansen, men det nægtede jeg på det bestemteste til stor Forargelse for min Bror, for vi blev lovet Flødeskums Kager, men bestemt "Nej"!
    Alle vi ni Børn var døbt med mange Navne. Mange af dem italiensk inspirerede:
    Bruno Albert Oluf, Nikolaj Severin Guldbrandt, Andreas Amund, Michael Parmo Andre, Henry Fridtjof Reinhart, Romeo Frederik. Alle Drengene hed Bøtger til Mellemnavn.
    Vi 3 Piger, Edith "Karen Ingeborg" (mine Bedste Forældres Fornavne), Emma Kirsten, Martha Elvine Nielsine, men det mest imponerende Navn havde min Fars Søster, Andrine Olevine Ryesine Schleppegreldine (hun var født under 3-Aars Krigen og opkaldt efter Heltene derfra). Hun og hendes Mand emigrerede senere til Australien. Min Farbror ville også dertil, men kom med forkert skib, og havnede i Sydafrika, hvor han så måtte blive. Men den skarpe sol blændede ham, og han blev blind og kom hjem til Danmark igen.
    Alle vi ni børn kom til at gå i Sølvgades Skole. Der var ganske vist nærmere til Suhmsgades Skole, men den syntes min Mor ikke om. Dengang var Sølvgades Skole en "Betalings Skole".
    København, du har alt, hvad der fryder mit Sind, du er min både ude og inde, sang Carl Brisson, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Latiner Kvarteret har ikke ændret sig så forfærdelig meget. Det mest ødelagte er nok Kultarvet, hvor alle de smukke og gode
    Huse tilhørende T.M. Werner mod Kultarvet, Pustervig, Hauser Plads og Hausergade blev revet ned for at bygge et Bibliotek, som nu viser sig at være for lille. Det ville næppe have kunnet ske i dag. Havhesten, som vi havde klatret op på så mange Gange, blev flyttet til Helsingør. Hvorfor ved jeg ikke. På Hjørnet af Pilestræde og Landemærket helt hen til Kirkepladsen blev smukke gamle Huse revet ned. Senere da en Bygherre ville rive 2 Huse i Aabenraa ned, nedlagde Kommunen Veto, og i Stedet blev husene renoverede og udlejet til høje Priser. Jeg kom i Sølvgades Skole på Eftermiddagsholdet, og gik hver Dag Turen igennem Kongens Have på alle Tider af Aaret. Om Vinteren var Haven lukket. Så måtte jeg gå ad Kronprinsessegade og GI. Mønt, men det var ikke helt udelukket, at en Natpotte blev tømt ud af Vinduet fra et af de gamle beskidte Huse i GI. Mønt eller Aabenraa. Så som Regel gik jeg den lille Omvej ad Gothersgade/Hauser Plads.
    Der var også mange Særlinge og løse Eksistenser, der holdt til i disse Gader, så her gik Politibetjentene, som vi kaldte "Panserbasserne" ofte deres Runde. Gadebilledet var ganske anderledes, end det er i dag. Fattigt påklædte Mennesker ofte i Træsko eller Kludesko var almindeligt. Det inspirerede mig til i en Alder af 11 Aar at skrive en lille rørende Historie om en fattig Families Trængsler. Jeg gik dengang i Søndagsskole, og var meget optaget af at samle ind til de fattige og sultende Børn i Armenien.
    Der var meget Drikkeri. Snapsen var billig, så i de små Kælder Beværtninger, som der var mange af, blev der drukket "Mælketoddyer", varm mælk med snaps i. Jeg var ret glad for at gå i Sølvgades Skole og især stolt af min imponerende Inspektør Kehler, om hvem Sønnen Henning Kehler skrev Bogen "Min smukke Far".
    Efter Krigen i 1918 kom et fransk Alpejæger Korps spadserende gennem Sølvgade forbi Skolen, hvor alle vi børn, udstyret med små franske Flag, stod og råbte "Vive la France".
    Hausergade Nr. 13 var beboet af 4 familier:
    1. Sal, Kaminkovits, jødisk Slagter.
    2. Sal, Haslund, Bogbindermester.
    3. Sal, Theisen, Blikkenslagermester.
    4. Sal, Jakobsen, Naturaliehandler.
    Hvert Aar i September fejrede Jøderne "Løvsalsfest" og byggede en Løvhytte i Gården.
    Vi Børn syntes, det var meget spændende at se Deres Ceremonier, og vi fik også lov til at smage deres store, runde usyrede Brød nærmest som en Slags tynde Knækbrød og med Pølsepålæg.
    Huset var helt uden Bad, Varme, sanitære Installationer og Vaskekælder.
    Da jeg var ca. 8 Aar købte mine Forældre en Vaskemaskine, som blev opstillet i Køkkenet. Det var en stor attraktion på den Tid, og vi syntes, det var meget spændende at dreje det store Håndsving. Når tøjet så var parat til at blive tørret, skulle det bæres i store Kurve ned fra 4de Sal og op på 4de Sal i Nr. 11, for der var Husenes fælles Tørreloft. Så det var lidt af en Kraftpræstation at få den Vaskedag overstået. Ca. hver 3die Uge havde vi ung Pige, som hjalp min Mor med Arbejdet, og vi Børn måtte også tidligt hjælpe til efter Evne. Blandt min Brors og mine Pligter var blandt andet at bære Skraldebøtten ned og at gå i Kælderen efter Koks. Det var uhyggeligt. Der var jo ingen Belysning. Udover et Lys, vi gik med i Hånden, var der bælgmørkt i den dybe Kælder med de små Rum, hvor vi tit kunne høre Rotterne pile rundt.
    Levevisen var ellers ikke så meget forskellig fra i dag. Det meste Mad lavede Mor selv. Til daglig en Hovedret og så Grød eller Sødsuppe. Norsk Ølsuppe eller Kærnemælk. Til fester ofte både Suppe, Fisk, Steg og Dessert, og tit fik vi hjemmelavet Fiskerand med Rejer og Asparges og ligeledes Hjemmelavet Forloren Skildpadde med små kogte og stegte Kød og Fiskeboller. Der blev arbejdet i Dagevis før en sådan fest. Ved Festerne blev der leget mange Lege, og de voksne optrådte med forskellige Færdigheder, og der blev sunget Masser af Sange. Jeg havde 2 Onkler, som altid optrådte med hele Cirkusnumre, så både børn og Voksne morede sig.
    Om søndagen om Sommeren pakkede Mor store Kurve med Mad, og vi tog med Toget til Klampenborg eller med Sporvogn til Charlottenlund. Togstationen lå dengang i Vester Farimagsgade, så vi gik igennem H.C. Ørstedsparken. Tit tog vi også til Frederiksberg Have med Hestesporvogn (2 etagers). Vi spiste i de små Haver, og vi børn fik en Sodavand, og Mor bestilte en Kedel kogende Vand, så vi kunne lave Te. Dengang var det meget ualmindeligt, at Folk købte Smørrebrød, så man kan se, at Levefoden er steget utrolig meget.
    Min Mor havde Ambitioner om, at vi Børn skulle lære så meget som muligt, så der blev købt Klaver, og min Bror og jeg blev meldt ind hos en Musiklærerinde i Vendersgade, men vi var desværre begge umusikalske, så vi måtte give op. Vi tre Piger gik desuden også til Broderi og Syning i Kronprinsessegade, og det gik det bedre med.
    Een af de Dage, der har forandret sig mest fra min Barndom er Børnehjælpsdagen, som dengang var en stor Festdag, som vi altid glædede os til. Min Far lejede en stor Landauer med 2 Heste for, som min Onkel kørte. Vognen blev pyntet med grønlandske Ting, Kajak, Konebåd, Havørne og Skind. Min Mor og nogle af os Børn, klædt i grønlandske Dragter, og een af mine Brødre gik i et stort Isbjørneskind ved Siden af Vognen. Mange andre Vogne kørte, pyntede med Blomster, og vogne fra forskellige Musikkorps på Kultorvet. Karruseller og Optræden af Gøglere, "Professor Labri" og Sabelslugere etc., og de samlede mange Penge ind til Børnene, men det var i længden ikke fint nok med Gøglere, og Resultatet er nu blevet en kedelig, ufestlig Børnehjælpedag.
    Min Bror og jeg fandt tit på, når vi kedede os, at spadsere ud til østre Alle og besøge en gammel Dame, som var kommet meget i vores Hjem og nu boede i "Fredens Hus", som Stauning havde ladet bygge til gamle Tobaksarbejdere. Et meget hyggeligt Sted med Udsigt til Fælledparken. Penge til Sporvogn havde vi ikke, så vi måtte trave den lange vej op langs Søerne, hvor der var betydeligt mere Liv end der er i dag. Der var Bådebroer ud i Vandet og små Kolonihave Huse, hvor Ejerne kunne sidde og sole sig og sejle en Tur i deres Både. Der blev stor Sorg hos dem, da Kommunen bestemte, at de skulle fjerne Husene og Bådene. Jeg husker ikke, hvilket Aarstal det skete.
    Vi gik også andre ture, f.eks. til Ladegårdsåen, som dengang gik helt hen til Åboulevarden. Det forekom og at være helt ude på Landet.
    I 1932 blev jeg gift og flyttede fra den indre By til Frederiksberg. Jeg kom dog hver Dag til Frederiksborggade, hvor jeg bestyrede mine Forældres Forretning i Nr. 5.
    Jeg husker tydeligt den tidlige Morgen, da de tyske Flyvemaskiner fløj ind iver Byen, og de 5 lange Aar tog sin Begyndelse.
    Min ældste Bror var meget Fædrelandskærlig og førte lange Samtaler med sin Søn om Krigens Udsigter. Dette førte til, at han meldte sig ind i en Modstands Gruppe og blev taget af Tyskerne på fersk Gerning, forhørt under Tortur, ført til Frøslev og senere til Neuengamme, hvor han døde af Sult og Overanstrengelse 21 Aar gammel. Min Brors eneste søn. Det var en forfærdelig sorg, der ramte mange Hjem, og jeg husker endnu tydeligt Kong Kristian den 10endes Tale efter Freden og Tårerne i hans øjne, da han sagde:
    "Guds Fred med vore Døde i Danmarks Urtegård, Guds Fred med dem der bløde af dybe Hjertesår".
    Jeg glemmer aldrig "den danske Stemme" fra BBC, der fortalte, at Tyskerne havde kapituleret i Danmark. Jubelen var endeløs. Hele Byen på Gaderne. Folk omfavnede hinanden, græd og lo. I Butikken i Frederiksborggade satte jeg et Skilt i Vinduet, hvor der stod "Lukket på Grund af Glæde", men midt i al Glæden, var det triste Syn af åbne Biler med "Tyskerpiger", som de havde klippet alt Håret af og Hipoer med Armene i Vejret. Hævnlysten var stor.
    Vi tænkte også på vore norske Brødre, som havde kæmpet så helhjertet mod Tyskerne og havde lidt Nød, og som stadig var besat. Da Freden endelig kom til dem, sendte vi Masser af fødevarer til dem, og det var de meget taknemmelige for.
    Det blev atter Hverdag med skiftende gode og dårlige Tider, og Kommunismen bredte sig overalt.
    Havde vi lært noget af "de fem forbandede Aar?

    Børn:
    1. Flemming Norup
    2. 3. Marianne (Tut) Norup


Generation: 4

  1. 12.  Laurits NorupLaurits Norup blev født den 22 maj 1874 i København; døde i 1939.

    Andre begivenheder:

    • Beskæftigelse: Sporvognsfunktionær

    Laurits blev gift med Ane Margrethe Hansen den 22 dec. 1895 i Garnisons Kirke, København, og blev skilt i 19?. Ane blev født den 18. jul. 1869 i Frederiksværk; døde i 1946. [Gruppeskema] [Familietavle]


  2. 13.  Ane Margrethe HansenAne Margrethe Hansen blev født den 18. jul. 1869 i Frederiksværk; døde i 1946.
    Børn:
    1. Magda Edith Norup blev født den 10 maj 1896 i København; døde den 6 maj 1979; blev begravet i Søndermark Kirkegård, Frederiksberg.
    2. Else Margrethe Norup blev født den 16. sep. 1903 i København; døde i 1983.
    3. 6. Henning Laurits Norup blev født den 20 jan. 1907 i Helligkors Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt; blev døbt den 20 jun. 1907 i Helligkors Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt; døde i aug. 1978.

  3. 14.  Andreas JacobsenAndreas Jacobsen blev født den 18 okt 1858 i Hornum, Hornum Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt; blev døbt den 9 jan. 1859 i Hornum Kirke (søn af Andreas Bøttger Jacobsen og Karen Hansen); døde i 1944.

    Andre begivenheder:

    • Beskæftigelse: Selvstændig forretningsmand

    Notater:

    Edith Jacobsen skriver om sin far:

    Min far blev født i Hornum, en lille landsby mellem Horsens og Vejle, i et lille hus uden anden jord end en lille have. Han blev døbt samme dag, som hans far blev begravet. Han havde tre større søskende. Familien var meget fattig. Hans far havde været kunstvæver og havde digtet lejlighedssange for folk, og nu sad hans mor tilbage med de fire børn. Hun gav sig til at sy for alle landsbyens bønder, og det var mest gammelt tøj, så han lærte hurtigt at sprætte sømme op, og alt var syet i hånden for dengang fandtes der ikke symaskiner. Betalingen bestod mest i grøntsager og mælk fra gårdene og et par skillinger ind imellem, så de levede meget spartansk. Æg var der kun råd til en sjælden gang, for de kostede 2 skilling (2 øre) og det var derfor dyrt for dem. Med den dårlige ernæring blev han svagelig, fik kirtelsyge og måtte tit ligge i sengen, når så bønderkonerne kom med deres tøj til syning, hørte han dem tit sige: »Det lille skravl gør det nok ikke meget længere«.
    Da han blev fem-seks år blev han fæstet af en bonde til at passe får på heden. Skolen var der ikke meget tid til, og det meste de lærte var Katekismus og salmevers, som de skulle kunne udenad. Han glemte dem aldrig siden i sit liv. Han blev 85 år gammel. Han glædede sig meget til julefesten på skolen, der fik de alle poser med sukkergodt, men en stor skuffelse var det, at den pakke, de alle sammen fik for de fattige kun indeholdt strikkede strømper og vanter, mens gårdmandsbørnene fik legetøj. Han sagde altid siden: »Giv aldrig fattige børn tøj«. Selvom de var fattige, holdt han dog meget af sit hjem, og har tit sagt til mig, at hans mor var det bedste menneske, han havde kendt. Han blev født 18. oktober 1858. På sin 14 års fødselsdag kom han i lære hos en kurvemager i Fredericia, dengang boede og spiste lærlinge hos meste¬ren. Hans ældre broder var i lære samme sted og havde været der i to år. Mesteren var meget flink, men svendene kunne være barske. Det var sådan ved bordet, at når 1. svenden var færdig, skulle de andre også rejse sig, så min far måtte sluge maden hurtigt for at blive mæt, og det var jo ikke særlig sundt. Mesterens gamle mor styrede huset. Han var striks, men alligevel meget flink. år hun havde givet dem en ordentlig omgang og mange gange en ørefigen, gav hun dem tit et stykke kandis til trøst.
    Arbejdstiden var fra 8 morgen til 9 aften, og hvis de lavede noget efter den tid, fik de et par skilling. Det var den eneste løn, de fik. Nogen god håndværker blev min far aldrig. Han lavede tit skæve kurve. Det kaldte de en »skidespand«.
    Dengang foregik salget på den måde, at der en gang om måneden blev holdt marked i byen, og der skulle så alle de færdige kurvevarer sælges. Der viste det sig meget snart, at min far havde et stort talent for at sælge. Selv de foragtede »skidespande« kunne han få afsat.
    I Fredericia boede hans farmor. Hun havde en Højere Døtreskole. Hun havde i sin tid slået hånden af min farfar fordi han ikke, som hun ønskede, ville gå militærvejen. Hans far havde været Kommandoskriver hos Frederik den Tiende, og da han giftede sig med en fattig husmandspige ville moderen ikke vide af dem. Engang imellem kom min far der, men blev altid skældt ud for sine hullede strømper og sin snavsede bluse, som hun så vaskede og stoppede, men han brød sig ikke om at komme der. Han mærkede, at hans farmor skammede sig over ham og hans mangelfulde bordmanerer.
    Omsider blev læretiden forbi, og nu skulle han ud i verden og klare sig selv.
    Kurvemageriet havde han ikke lyst til, men han havde set så meget spæn¬dende på markederne, så han nu ville forsøge sig her. Han begyndte med forskellige små illusionsnumre. Dengang var folk ikke så forvente. Far var meget dygtig som rekommandør, og kunne få publikum ind i teltet f. eks.: »Vi viser Dem en levende kannibal fundet i vild og blødende tilstand i det indre Afrika« (født i Borgergade), og hos bønderne fandt han af og til dyr, der var abnorme, som en kalv med to hoveder, en gris med tre ben osv. Det kunne der nemt blive en forestilling ud af.
    Mellem markederne rejste han rundt i hele landet sammen med en anden gøgler, han kaldte »Den gamle«. Det var som oftest til fods, men også som¬metider i hestevogn, når de kunne være heldige at leje en til en billig pris. Engang de rejste rundt med dresserede hvide rotter, var kassen faldet af, men alle rotterne løb bagefter vognen. Logi måtte de finde i de billigste kroer, og det var ofte i værelser med mange sengeopredninger, og det var jo ikke altid lige behageligt. engang der var nogle særlig ubehagelige og snavsede »sengekammerater« lukkede de i mørket de hvide rotter ud af buret, og de to andre flygtede ud af værelset. Næste morgen klagede de til værten. Han blev meget fortørnet og svor på, at han aldrig havde nogen rotter, og far og den gamle erklærede, at de ikke var blevet generet af nogen rotter.
    Det var tit et meget barskt liv at vandre rundt på landevejene, især om vinteren, da besøgte de som oftest herregårdene. De havde en abe, de havde dresseret til at lave forskellige kunster, og de optrådte også som spåmænd. De gjorde sig gode venner med en pige eller karl og udspurgte, så de fik alt at vide om herskabet, som så blev meget forbløffede over alt det, de vidste, og som de broderede lidt videre på. De mødte mange zigeunere på vejene, og far undrede sig tit over, at de små kunne overleve. De blev tit skiftet og ammet i bidende kulde, så de var helt blå over hele kroppen. Deres sprog »Rumlish« lærte far også en del af.
    I en alder af 30 år fik far mæslinger, blev indlagt på Holbæk Sygehus og var meget syg. Efter en uges forløb sagde lægerne til den gamle, at han ikke behøvede at komme mere, for far skulle sikkert dø om natten. I febervildelsen drømte han, at han kom til himmelens port, men Sct. Peter viste ham tilbage og sagde, det var for tidligt, men han skulle nok komme ind, når hans time var kommet. Far var meget religiøs og troede fuldt og fast på det.
    På sine markedsrejser kom han tit til Odense, og hver gang kom en stor knægt hen til teltet og var meget interesseret i forestillingen. Han kom senere i lære hos en skomager, men det morede ham ikke. Da han var færdig med læren, ville han ikke have noget med skomageriet at gøre, og tiggede min far om at måtte rejse med ham. Han kunne tryllekunster. Det var den senere "Professor Labri«. I København lejede far en fast stade i det daværende Sommerlyst, og der var han i flere sæsoner med Professor Labri plus anden optræden.
    En søndag middag, da far kom derud og skulle åbne, var professor Labri meget nedtrykt. Han havde solgt alle trylleremedierne, og far blev naturligvis vred, men Labri (som var en stor slikmund) sagde det sagtens kunne ordnes, hvis far ville bestille en kande chokolade og en smørkage, så havde han rigelig remedier til en forestilling.
    På markedet var der kamp om at få de bedste stadepladser og at få bygget teltet op. Brædder købte de hos den stedlige tømrer. En dag optrådte de på markedet. En mand, der skilte sig helt ud fra de andre rejsende, pænt påklædt og med et stort guldur med tilhørende kæde over maven, ham lykkedes det at få den bedste stade og tømreren bragte ham, hvad han skulle bruge på kredit (og fik ofte ikke betaling for det). Det var Ole Olsen, som senere blev filmens "opdager« i Danmark. Om vinteren gik han rundt i københavnske gårde og spillede lirekasse. Han udgav sig for blind med mørke briller for øjnene. Min far kunne ikke lide ham, men han sagde dog, at en god gerning, havde han gjort. Han tog sin mor hjem fra Holbæk Fattighus. Fattighuset var dengang den triste afslutning for udslidte gamle "piger« og karle på landet. Mad fik de ikke altid der, men måtte gå på omgang hos bønderne, og blev der sat til det usleste arbejde for føden.
    På Dyrehavsbakken var min far også nogle år som rekommandør. 38 år gammel giftede min far sig med min mor, der dengang var 19 år. De fik en lille lejlighed på Dagmarsvej. Senere flyttede de til den indre by Åbenrå nr. 4, hvor min ældste bror blev født. Inde i baggården var der en garver, og det gav en forfærdelig stank i hele huset, derfor flyttede de til Gothersgade 69 til det sted, hvor Belysningsvæsenets bygning ligger. Det var et meget fattigt og uroligt kvarter med mange værtshuse, hvor mændene kom og drak mælketoddyer (mælk med snaps) som var populær dengang.
    Prisen var 5 øre, og den gav god varme. Min mor fødte 11 børn, hvoraf de to døde som små af difteritis, som dengang var en meget farlig sygdom. Min mor syntes ikke om at min far rejste rundt på markeder eller var på Dyrehavs¬bakken. Derfor begyndte min far at lave æsker og rammer, beklædt med konkylier i smukke mønstre, som han så gik ud og solgte, altid til fods på de lange veje.
    Efter sådan en tur til Dragør, kom han træt og sulten hjem, og en aften spiste han blandt andet flere stykker med roquefortost, det smagte ham ualmindelig godt, men da han næste dag i dagslys så osten opdagede han, der var orm i den (dengang havde man ikke køleskab) og han ville aldrig mere spise roquefortost.
    Efterhånden var der mange handlende, der ville købe af far, så han holdt op med at sælge rundt omkring. De var ikke altid pålidelige betalere, og min far havde meget svært ved at sige nej, men så fandt han på at notere op i en lille sort notesbog, når de ikke havde betalt. Kom de så og ville have flere varer, sagde far, at det var der sikkert ikke noget i vejen for, jeg skal lige se i min sorte bog, og stod navnet så der, beklagede han meget, at han ikke kunne give kredit, før den gamle gæld var betalt.
    Nu havde han en stor fabrikation i gang. Mine to mostre og en anden dame, mor og vi søskende hjalp også til, det var et spændende arbejde, hvor vi rigtig kunne bruge vores fantasi, og vi kappedes om at lave de kønneste mønstre omkring den farvestrålende silke, der dannede midterpartiet på æskerne.
    Konkylierne importerede far fra Italien. I 1905 skulle huset i Gothersgade, hvor mine forældre havde både butik og lejlighed, rives ned, og min far måtte se sig om efter nye lokaler. Valget stod mellem en kælder i Bredgade og en stue i Frederiksborggade. Min far valgte den sidste trods værtens advarsel om, at den butik aldrig havde kunnet gå.
    I forsendelserne fra Italien var der tit mellem konkylierne spændende insek¬ter og krybdyr, som interesserede min far meget, og han skrev derfor til leverandøren, om han kunne skaffe andre dyr. mineraler o. l. Det blev begyn¬delsen til en naturaliehandel, som blev Nordens største.
    Far ansatte en konservator til at udstoppe fugle og dyr, men det var svært at finde en dansk konservator, som både var dygtig nok og kunne arbejde så hurtigt, så det kunne betale sig. Derfor satte min far en annonce i en tysk avis og ansatte hr. Kanerauff fra Leipzig. Han var meget dygtig og et behageligt menneske og blev hos min far til afdelingen med udstopning blev nedlagt, og han åbnede da selv en forretning i Gothersgade. I Første Verdenskrig blev han indkaldt som soldat, sad de sidste to år som krigsfange i Rusland. Jeg husker så tydeligt den dag i 1919, da han kom hjem. Jeg mødte ham på trappen og kunne ikke kende ham. Han var meget bevæget, da han så mine forældre, og mor lavede dejlig mad til ham, som han selvfølgelig ikke kunne tåle.
    Efterhånden fik min far forbindelse med mange kaptajner, som sejlede på langfart og fik dem til at tage spændende og sjældne ting hjem fra hele Verden. På den måde udvidedes samlingen. Især fra Grønland fik vi mange smukke ting, perlearbejder, kamikker, hele dragter af sælskind, konebåde, kajakker og meget mere. Fra Afrika feticher, trommer, strudseæg, dragter og kjoler lavet af bark (meget smukke) spyd, pile og horn og elfenben. Fra Sydamerika bæltedyr, dovendyr, myresluger, alligator, flyvende hunde og meget spændende, og en stor sjældenhed, et menneskehoved præpareret efter gammelt ritual, så det var indskrumpet og på størrelse med et dukkehoved.
    Det var tit svært for far, som jo ingen uddannelse havde, at vurdere alle disse ting, og derfor skrev han efter kataloger fra Umlauff i Hamborg, som var den største naturaliehandel i Europa. En dag kom en sømand med et kranie. som min far nok kunne se var en menneskeabe, men ikke om det var en orangutang eller en gorilla. Der var meget stor forskel på prisen, men min far købte det, så han var dækket ind selvom det kun var en gorilla. Han tog til professor Boas på Landbohøjskolen for at få det bedømt. Han konstate¬rede, det var en gorilla og ynkede min far og mente, han nu satte penge til på grund af sin uvidenhed, men far tænkte i sit stille sind, at han nok skulle klare sig endda.
    En gang om året kom gøglersindet op i min far. Det var til børnehjælps¬dagen, hvor han arrangerede et spændende optog. En stor landauer med to heste foran. Min onkel som kusk og hele vognen pyntet med grønlandske ting. Der var opbygget et stillads, der bar en stor konebåd og forrest en havørn med udbredte vinger. Mor og vi børn klædt i grønlandske dragter og to af mine store brødre gik ved siden af iklædt isbjør¬neskind. Der blev samlet ind til børnehjælpsdagen.
    Jeg husker em børnehjælpsdag, hvor jeg ikke ville have den sælskindsdragt på. Den lugtede af tran og var meget svær at få trukket ned over hovedet. Så havde far en meget smuk kinesisk silkedragt, som jeg fik på, og gik så sammen med min bror Michael i isbjørn rundt i forretninger og cafeer med vore bøsser. De sagde på Købmagergade, hvor vi skulle aflevere de fyldte bøsser, at vi var dem, der havde samlet de fleste penge ind. I gamle dage var børnehjælpsdagen en fest vi så hen til. Der var store blomstervogne, musikkorps, Carlsberg og Tuborgs historiske optog, gøglere på torvene. Kort sagt musik og fest fra morgen til aften.
    En stor del af varelageret bestod af præparater til undervisning til skolerne. Det var f. eks. glas med udviklingen af frøer, skrubtudser, firben og meget andet. Der var glas med fostre i forskellige stadier både aber og mennesker, modeller af nyrer, lever, mave, lunger og hjerner, skeletter og kranier, som vi købte i Ungarn. De blev solgt til læger og medicinsk studerende og også til gymnastikundervisning. Det var morsomt for os børn, når vi i skolen blev undervist med præparater, hvor fars navn stod på.
    Der kom mange interessante mennesker i forretningen. Kunstnere, som købte udstoppede fugle eller dyr til at tegne eller male efter og samlere, som hver havde deres speciale og blev glad, når de fandt noget, de kunne bruge. En af den tids største kendere og samlere af afrikansk kunst Carl Kjers¬meyer, har ofte fundet gode ting at købe hos far. Disse er efter Carl Kjers¬meyers død skænket til Nationalmuseet. En dag kom der en englænder ind i forretningen og spurgte, om far havde et kuld glenteæg. Det havde vi, og englænderen kastede sig om halsen på far af glæde. Han fortalte, at han havde rejst det meste af Europa rundt for at finde dem. Umlauff i Hamborg sagde: »Det eneste sted, der er mulighed, er hos Jakobsen i København.
    Det var en morsom forretning. Der kom mange spændende personligheder, kunstnere, samlere, teaterdirektører til hvem, vi tit udlånte forskellige ting, de skulle bruge til deres forestillinger. Så fik vi tit billetter til stykkerne, og det var vi jo meget glade for.
    Under Første Verdenskrig blev det meget vanskeligt for far at få varer fra oversøiske lande, så det var nødvendigt at finde på noget andet. Far havde tit haft forbindelse med Grønlandske Handel, og nu købte han edderduns¬skind og fremstillede duntæpper, som han solgte en gros til C. Olesen. Det var barnevognstæpper og tit meget smukke med de grønne nakkestykker som kant omkring. Hos islandske købmænd købte far fåreskind, som også blev til barnevognstæpper, og på den måde kom far mere og mere over til at handle med skind og pelsværk, og han ansatte en buntmager. "Søren Værk" blev han kaldt. Han var en sær snegl, og vi børn var bange for ham. Han hørte dårligt og troede derfor tit, at vi gjorde nar ad ham. Han var dygtig til sit fag, men ville ikke have nogen syerske ansat. Han syede alting selv i hånden.
    Efter at have taget præliminæreksamen kom jeg i forretningen i 1925 og var sammen med min far i ca. 15 år. Han holdt meget af at skelettere og rense dyre- og fuglekranier. Dem kogte han, så han kunne rense dem for alt kød. Det var ikke nogen rar lugt, så det var jeg meget imod. Vi sad ved et lille kurvebord, som far havde "forsølvet" for at gøre det pænere og mere holdbart. Ligeledes reparerede han gamle hoved - og kassebøger, malede og lakerede dem, for at de skulle holde længere. Han var i det hele taget meget sparsom¬melig. På sig selv ofrede han kun 50 øre om ugen til en pakke Kriiger mellem¬skrå og en enkelt skibsøl til frokosten.
    Bagbutikken rummer for mig mange minder om min far. Jeg kan se ham for mig, som han puslede med sin hobby, at rense små dyre- og fugleskeletter. Når han så var færdig, sagde han gerne, nu gider vi vist ikke bestille mere i dag. Så fortalte han mig om sine oplevelser på sine rejser rundt i landet, eller han sang alle de gamle skillingsviser, som han kunne en masse af. Vi talte også meget om religion. Han var fuldt og fast overbevist om, at vi skulle mødes igen i det evige liv. Jeg læste tit højt for far, husker jeg læste San Michaele af Dr. Munthe, den var han meget betaget af.
    Selv så far meget dårligt, og han blev derfor meget glad, da jeg hos en antikvar i Fiolstræde fandt en salmebog med stor skrift. Den læste han i hver dag siden.
    I hverdagen var far ikke nogen munter eller optimistisk mand. Han havde set alt for mange af livets vrangsider og uretfærdigheder, som han så på med sin medfødte jyske ironi, men til fester hjemme kunne han altid holde liv i selskabet med alle sine viser og monologer, og vi bad ham synge den om medaillen eller Sømandens brudefærd og mange andre. Selv på sin 80 års fødselsdag underholdt han os alle og kunne huske alle ordene.

    Andreas blev gift med Kirsten Marie Nielsen den 2 sep. 1894 i Sct. Stefans Kirke, København. Kirsten (datter af Anders Nielsen og Ingeborg Kirstine Moss) blev født den 28 okt 1874 i Oxenvald, Slesvig; døde i 1952. [Gruppeskema] [Familietavle]


  4. 15.  Kirsten Marie NielsenKirsten Marie Nielsen blev født den 28 okt 1874 i Oxenvald, Slesvig (datter af Anders Nielsen og Ingeborg Kirstine Moss); døde i 1952.
    Børn:
    1. Romeo Jacobsen blev født i 1895; døde i 1937.
    2. Henry Frithjof Reinhard Bødtcker Jacobsen blev født den 24 jun. 1898 i Lille Brøndstræde 1?, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 26 dec. 1898 i Trinitatis sogn, København; døde i 1968.
    3. Michael Parmo André Jacobsen blev født den 16 jun. 1900 i Gothersgade 69, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 3 aug. 1900 i Trinitatis sogn, København; døde den 21 jan. 1962 i Lille Trianglen, København Ø.
    4. Andreas Amund Bødtcker Jacobsen blev født den 5 nov. 1902 i Gothersgade 69, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 26 dec. 1902 i Trinitatis sogn, København; døde i 1922.
    5. Louis Nicolai Severin Guldbrand Jacobsen blev født den 9 nov. 1904 i Gothersgade 69, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 26 dec. 1904 i Trinitatis sogn, København.
    6. Bruno Albert Oluf Bødtcker Jacobsen blev født den 13 jun. 1906 i Gothersgade 69, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 19 jul. 1906 i Trinitatis sogn, København.
    7. 7. Edith Karen Ingeborg Jacobsen blev født den 1 dec. 1907 i Hausergade 13, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 19 apr. 1908 i Trinitatis sogn, København; døde i mar. 2004.
    8. Martha Elvine Nielsine Jacobsen blev født den 6 aug. 1910 i Hausergade 13, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 29 jan. 1911 i Trinitatis sogn, København; døde i 1945.
    9. Emma Kirstine Jacobsen blev født den 25 mar. 1909 i Hausergade 13, Trinitatis sogn, København; blev døbt den 26 dec. 1909 i Trinitatis sogn, København; døde i 1979.