Laurits Clausen Barfod

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Præst
• Referencenummer: VIII,3

Notater:

(VIII,3, 5 børn (IX,1-5)) Han blev indskrevet på Københavns Universitet den 16. april 1617 som kommende fra "scholæ Ribe", i 1619 fik han Friisernes legat , og den 29. maj 1620 tog han baccalaureusgraden med mester Longomontanus som præceptor (vejleder). Herefter blev han først hører (lærer) ved Ribe skole, men allerede den 25. september 1622 aflagde han ed for biskoppen som kapellan i Hesselager på Fyn, hvorefter han i 1629 også blev sognepræst hér. Han døde allerede 1634 og biskop Mikkelsen udtalte, at han var en god prædikant og at ungdommen fandtes vel hos ham. Der findes både et portræt, et epitafium og en ligsten for ham i Hesselager kirke. Ligstenen ligger i korsgangen mod nord og har følgende indskrift: "Anno 1656 loed hr. Peder Christsøn (Peder Christensen Humle) sognepræst i Hesselager lægge denne sten over sin formand Hr. Laurids Barfod, som her i Hesselager døde Anno 1634 og herunder hviler". I hjørnerne er der fire evangeliske tegn og i kanten om stenen står: "Min Frelser lefver oc hand skal opvecke mig paa den yderste Dag af Jorden. Joeb 19". Han fik fem børn (se øverst). Se også under hans kone, Mette Nielsdatter, og hendes anden mand (epitafium for Peder Christensen Humle i Hesselager Kirke) (også biografi).

DE BAREFOED PRÆSTER OG ANDRE GEJSTLIGE
Der var mange Barfoeder, som blev gejstlige efter reformationen, og ser vi på Københavns Universitets matrikel for 1600-årene er der jævnligt teologistuderende hér, som det fremgår af følgende oversigt:
1617 d. 16/4 Laurentius Claudij Barfodius ex schola Ribe
1620 d. 11/5 Laurentius Nicolai Barfodius ex schola Roskildensi privati præceptores M. Longomontanus
1620 d. 29/5 Laurentius Claudij Barfodius ex gymn. Otthon. præceptor M. Jacob Mathæus
1635 d. 22/11 Henricus Jacobi Barfodius ex Friedeichsb. præceptor M. Jacob Matthæus
1639 d. 23/11 Nicolaus Claudij Barfodius præceptor M. Jacobus Finch
1653 d. 16/5 Claudius Laurentij Barfod fra Odense Skole præceptor M. Finchius
1656 d. 27/11 Nicolaus Claudij Barfodius ex privata institut. præceptor Dr. Joh. Mullerus
1662 d. 13/7 Ianus Laurentij Barfod ex schola Ripensi præceptor M. B. Bartholinus
1668 d. 13/7 Ibicus Canuti Barfod ex schola Ripensi præceptor Dr. Olaus Borrichius
1691 d. 24/7 Nicolaus Claudij Barfodius Otthoniani gymanasio præceptor M. Ian Iac. Bircherod
1691 d. 24/7 Iohannis Barfodius ex Otthoniani gymnasio præceptor Olig. Jacobæus
1713 d. 27/6 Nicolaus de Barfod, fil. talassiarchi Nicol de Barfod ex priv. informat. 19 år præceptor Matth. Anchersen
1714 d. 12/5 Nicolaus Barfod philosophiæ Baccalaurei
1716 d. 22/5 Andreas Barfod e. priv. 21 år præceptor Sev. Lintrup
1719 d. 4/7 Thomas Christiaerni Barfod 19 år Ottiniani e. gymnasio præceptor Joh. Bircherod

Det var således en jævn og god strøm af studerende fra Barfod-slægten, der i løbet af de ca. 100 år hjemsøgte Københavns Universitet for at blive uddannet til præster.

Det er ofte sagt, at Barfod-slægten er en præste-slægt, og der er noget om det, idet der har været præster i hver eneste generation siden reformationen; dog er det meget koncenterret om en enkelt slægtslinie. I de første generationer var der en del præster. Peder Barfod, der var den første protestantiske præst til Vigsnæs på Lolland, var i slægtens generation VI. I VII generation er der en Barfod som præst både i Nørre Nebel og i Sneum, og fra præsten i Sneum Claus Barfod går en lige linie af præster til Else Cathrine Barfoed i XI generation. Der var iøvrigt 4 præster af slægten i VIII generation, 6 præster i IX generation og 6 præster i X generation, foruden 3 præster i slægten i Skåne, medens XI generation havde 5 præster, hvoraf 2 i Skåne og en i Uppsala i Sverige. Else Cathrine Barfoed var søster til en præst, der havde præster som efterkommere i de to første led, men fra Else Cathrine selv er der en lige linie af præster i 7 generationer op til vore dages XVIII generation.

Familie/Ægtefælle/Partner: Mette Nielsdatter. Mette (datter af Niels Clausen og Maren Lauritsdatter Bremer) blev født i OKT 1602 i Dalby; blev begravet den 9 dec. 1681 i Hesselager. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Edele Barfod blev født i 1624 i Hesselager på Fyn; døde den 9 aug. 1636.
2. Peder Larsen/Lauritsen Barfod blev født cirka 1625 i Hesselager, Svendborg; døde den 4 jan. 1679 i Åkirkeby.
3. Valborg Barfod blev født i 1627; døde efter ER 1684.
4. Barn af ukendt køn blev født efter ER 1627.
5. Claus Lauritsen Barfod blev født i 1632; døde den 26 dec. 1697 i Fraugde.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Præst
• Referencenummer: VII,2

Notater:

(VII,2) Var ligesom sin ældre bror Niels (VII,1) blevet gejstlig. Han var 1593 blevet kapellan i Sneum og i året 1600 blev han også sognepræst hér. På prædikestolen findes de 4 evangelister malet med deres navne under, men over Mattæus står der "Her Claus Barfodt 1604. Muligvis er det indsat af en af hans efterfølgere, der ikke har kunnet finde anden plads for at hædre den, der formentlig har skænket prædikestolen til kirken. Natten mellem den 11. og den 12. oktober 1634 ramte en vældig katastrofe hele Sønderjyllands vestkyst. Med stormen kom en stormflod, der gennembrød digerne, og havet og stormen var så kraftig, at skibe blev kastet langt ind i land, huse styrtede sammen, presset af både vand og storm og samtidig trak et voldsomt uvejr med torden og lynild henover landet. "Luften var fuld af ild, hele himlen brændte, og Gud Herren lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæste så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig" har et øjenvidne fortalt. Alene på øen Nordstrand druknede 6000 af øens 9000 indbyggere, og omkring 50.000 stykker kvæg og heste omkom i bølgerne hér. Også nordligere trængte vandet langt ind i landet, så sognene led betydelige skader. Det gik også ud over præsterne "så at en del har mistet både huse, boskab, kvæg og andet, som de havde haft, og kun en part, en ringe del har de igen beholdt". Biskoppen pålagde derfor ved kongebrev af 17/2 1635 de andre præster i stiftet at de skulle komme nødlidende præster til hjælp. I 1621 mageskiftedes præstegården i Sneum imidlertid med en bondegård i Allerup. Præsten måtte ofte føre sager for at få sit tiendekorn som f.eks. i 1637, hvor en bonde skyldte ham 1½ tønde tienderug eller 7½ sletdaler. I december 1640 ser vi ham bruge sin søn Ingvar Barfod (VIII,5) som sin fuldmægtig i disse sager. Han døde den 1. juli 1641, men uheldet forfulgte dog familien, idet hans arvinger 8 år efter hans død, den 6/11 1649, på Skads herreds ting førte vidner på, "at salig Hr. Claus Barfods hus og Allerup præstegård i 1634, 35, 36 og 37 med gespenst eller spøgelse har været beladen og desmidlertid dermed hårdeligen været anfægtet, hvoraf han både selv med hustru og børn blev tribuleret, såvel som andre, hans hus besøgte, så og led stor skade på hans formue, gods, bøger og breve, som en part deraf blev kastet på ilden og opbrændt, en part i andre elendige måder blev ruineret og ilde medhandlede, så der tit og ofte i de førnævnte åringer måtte holdes vagt i huset for ildebrands skyld". Han var gift med Maren Knudsdatter, der overlevede ham og muligvis var datter af den sognepræst i Sneum, Knud Hansen, der var hans forgænger (Skads herreds Tingbog 1636-40).

Claus blev gift med Maren Knudsdatter. Maren (datter af Knud Hansen) døde efter 1641. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hun var muligvis datter af pastor Knud Hansen, der var hendes mands forgænger i embedet i Sneum. Se iøvrigt under mandens biografi.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: VI,1
• Beskæftigelse: 1574; Godsejer, herredsfoged

Notater:

SLÆGTEN I NEBEL SOGN
Nørre Nebel er stærkt knyttet til Barfod-slægten og denne var fremtrædende i sognet endnu i 1500-tallet. Det var en tid, hvor gårdene som nævnt efter Grevens Fejde og den påfølgende reformation var overtaget af kronen. Sognets beboere levede da under et fællseskab, når jorden skulle dyrkes. Det vil sige, at de nok ejede jorden, men at agerjorden var fordelt i lange, smalle strimler spredt rundt mellem andre gårdes jorder, der lå på lignende måde på byens marker, og der kunne tilmed også ligge nogle strimler på andre byers marker. I landsbyen måtte man rette sig efter de engang fastsatte bestemmelser, der kaldes "Viden" og dyrkningen blev da vedtaget på et grandestævne, og når der bestemtes omrebning, måtte man finde sig i, at få sine agre eller lodder tildelt helt andre steder end før. Nørre Nebel var i fællesskab med Præstbøl, Hundhale og Bolkær som det største fællesskab i Vester herred. Vi har ikke tal for det før end i 1688, men da omfattede fællesskabet 23 gårde med 288 tønder land og 103 tønder hartkorn. En enkelt gård i Nørre Nebel kunne således have sine agre fordelt på mellem 70 og 80 forskellige steder. Hver ager kunne endvidere være afmærket med sten for at naboen ikke skulle pløje ind på ens jord. Til gengæld var de udyrkede arealer, heder, moser, grønninger i fuldkommen fællesskab og de var værdifulde for kvæget i overdrift. Her var ingen lodder, som nogen kunne kalde sin egen. Dette fællesskab kunne dog have sine vanskeligheder, som f.eks. når nærliggende byer udvidede sig ind på dette overdrev. Således var det mellem Lønne og Nebel sogne, da sandflugten engang ødelagde store arealer i Lønne så mange blev drevet fra hus og hjem. Derfor kan det vel forklares, at de søgte at finde erstatning ved at bevæge sig mod øst ind på Nebels område, hvilket bl.a. i 1597 førte til en sag mellem de to byer (H. K. Kristensen: Nørre Nebel by og Lydom sogne, 1958, side 80-86).

(VI,1) Laurits Barfod, Jens Barfods ældste søn, overtog Storgården. Han var tingsvidne i 1564 på Vester herreds ting og anvendte her sit adelige våben ved beseglingen, og den 28. maj 1573 fik han som herredsskriver kongeligt brev på at være fri for landgilde og ægt af sin gård så længe han var herredsskriver. Det må vel være følt af ham som en art oprejsning for ham fra den tort hans far havde måttet lide efter Grevefejden. I 1574 er han endog midlertidig herredsfoged og endvidere fæstede han kongetienden af Nebel sogn, hvorfor han skulle betale et bestemt antal tønder korn i afgift. I 1579 fik han desuden lov til i stedet for at køre lange veje med kornet at betale en gl. daler for hver tønde, og hvor meget det drejede sig om, ser vi i 1584, da forpagtningsafgiften var 5 ørte rug og 12 ørte byg (der gik 24 ørtug på en mark). Endnu i 1800-tallet kunne man se hans navnetræk på skelpælene ude i engene. Laurits Barfod var en stor mand på egnen og vel den fornemste i sognet, så han kunne tillade sig at have den fornemste plads i kirken. I 1576 udsmykkes kirkestolene her med fint træskærerarbejde af Mikkel Tuesen som efterlignede de fine arkantusblade, som han havde set i Ribe. En moderne museumsmand har vurderet hans kunst således: "netop hans snitværker giver en forestilling om hvorledes bondekunstnerens grove hånd har behandlet det fine bladværk. Det bliver kantet og fladt, tungt og gnidret, men alligevel er der en sprælsk opfindsomhed i de idelige variationer af bladslyngene". Der var ikke to stole, som var ens, og foruden bladværker har han også lavet indskrifter, som på den stol, han lavede til Laurits Barfod. Her satte han denne indskrift efter oldtidsdigteren Virgil(???): "Discite justiciam moniti et non temnere Christum - 76", hvilket betyder "Lad Eder påminde, lær retfærdighed og foragt ikke Kristus 1576". Desuden fik stolen indskåret det fædrene våben. Og mens Laurits Barfods stol var den øverste til højre, så var hans kones stol den øverste til venstre i kirken, og her blev der skåret følgende: "Anne Lavrits Kvon, Anno 1576". Ingen skulle være i tvivl om, hvem der var de fornemste på egnen. De øvrige familiemedlemmer fik da plads nedefter efter hartkorn og længste giftermål (Jyske Registre d. 22/5 1573, Kancelliets Brevbøger d. 15/5 1579, og H. K. Kristensen side 35). Også i koret findes et par stole med Barfodvåben og indskrift. Laurits Barfod må være død omkring 1585 og hans kone Anne fik i 1605, efter en søns død, Nebel kongetiende i fæste. De fik syv børn (VII,1-6+25), af hvilke de to ældste, Niels og Claus, der blev præster, omtales i kap. 4 ligesom søsteren Gertrud, som giftede sig med en præst. Efter Laurits Barfods død arvede broderen Peder Barfod (VI,3) Sædding Storgård.

Laurits blev gift med Anne. Anne døde i Efter 1605. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Får 6 børn.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Præst i Sneum (?)

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Godsejer, tingholder, herredsfoged
• Referencenummer: V,1

Notater:

SLÆGTEN I NØRRE NEBEL
Når vi kommer ind i 1500-tallet, sker der store ændringer i Danmarks historie. I 1523 forlader Christian II landet for at søge at samle en hær udenlands til kampen mod den adel, som havde opsagt ham huldskab og troskab. Først i 1531 lykkedes det ham at gøre et forsøg da han satte sig fast i Norge og også hyldes der. Som bekendt blev han imidlertid lokket til Danmark og blev siden holdt fanget her på Sønderborg Slot. Da Christian II.s efterfølger Frederik I dør i 1533, er adelen i begyndelsen utilbøjelig til straks at hylde hans ældste søn, hertug Christian, og situationen udnyttedes af grev Christoffer, der sammen med bl.a. Skipper Klement søgte at rejse bønder og borgere for at få Christian II tilbage på tronen. Når adelen ikke med det samme hyldede Christian III, var det på grund af dennes interesse for Luthers lærdom. I 1517 havde Martin Luther nemlig startet sit oprør mod paven og den katolske kirke. I 1521 blev Luther dømt fredløs, men han og hans tilhængere havde skabt et røre, der også spredte sig uden for landets grænser. Flere og flere danske blev optaget af hans tanker og blandt dem var også kongens ældste søn, hertug Christian. Allerede Frederik I havde været noget vaklende overfor de lutherske tanker og tålt prædikanter som f.eks. Hans Tausen, der fik lov til at prædike i Viborg, og reformationen blev efterhånden en folkelig bevægelse imod højadelen, som i Rigsrådet støttede de højadelige katolske bisper. Resultatet ved kong Frederik I.s død blev derfor den såkaldte "Grevens Fejde" fra 1534 til 1536. I første omgang havde grev Christoffer heldet med sig, da han i sommeren 1534 landsatte sin hær ved Hvidøre på Sjælland, og inden længe var alle øens borge i hans varetægt. Også i Skåne lykkedes opstanden under ledelse af Malmøborgmesteren Jørgen Kock, og desuden lykkedes det også snart at erobre Fyn. Frygten for at Christian II.s parti skulle vinde magten og genindsætte den fangne konge var årsag til, at bisperne i Rigsrådet bøjede sig, og i Rye Kirke ved Himmelbjerget udråbtes da hertug Christian til konge som Christian III. Greven manglede kun at få magten over Jylland, og hér fik han hjælp af Christian II.s gamle støtte Skipper Klement, der i september 1534 landede i Nordjylland, hvor han hurtigt fik rejst vendelboerne i kampen for Christian II.s sag. Mange bønder og borgere sluttede sig til ham, således at han snart beherskede et område, der i Vestjylland nåede helt ned omkring Varde og i Østjylland til omkring Randers. Tilmed havde han været så heldig, at en jysk adelshær, der angreb Klements bondehær den 15. oktober ved Svenstrup syd for Ålborg, havde lidt et sviende nederlag. Krigslykken ændredes dog helt, da Christian III., der hidtil havde været bundet med sin hær ved Lübeck, i november 1534 fik sluttet en foreløbig fred med byen. Nu kunne hans hærfører Johan Rantzau drage med hæren op i Jylland, og allerede den 18. december blev Ålborg stormet. 2000 bønder faldt under kampene og byen blev plyndret. Tilmed blev Skipper Klement fanget og henrettet og inden nytår var hele Jylland i kongens varetægt. Derefter gik det videre over Fyn til Sjælland, og København måtte udholde en lang belejring, før byen måtte overgive sig den 29. juli 1536. For slægten Barfod samler interessen sig naturligvis om forholdene i Jylland, og vi kan i det følgende se, hvorledes det gik. De bønder, der sluttede sig til Skipper Klements oprørere, måtte som straf siden løse sig ved at afhænde gods til kongen eller give en rigelig løsesum i penge eller oftere blive fæstere under kronen. I mange af de 49 herreder, d.v.s. ca. 2/3 af Nørrejylland, som oprørerne havde behersket, blev alle bønder skåret over én kam, og de måtte alle indløse deres gårde, hvadenten de havde deltaget i oprøret eller ej. Da de fleste medlemmer af slægten netop boede i de berørte områder, kunne det ikke undgå at påvirke familien. I en sådan situation måtte man vælge side (Johan Ottosen: Nordens Historie II side 381).

(V,1) Jens Knudsen Barfod hører vi første gang om, da han i 1532 reddede en af kong Frederik I.s mænd, der var sendt til herredet for at indkræve kongeskat. Bønderne blev åbenbart så forbitrede, at de ville slå opkræveren ihjel, for i et kongebrev står der, at Jens Barfod måtte være fri for ranstov, sandemandstov eller noget andet tov for sin livstid, fordi han "lod sig velvilligen findes at undsætte Mads Skriver". I en række grovere sager skulle nogle mænd fra herredet udpeges og afgive en udtalelse - tov - som tinget lagde til grund for dommen, og åbenbart slap Jens Barfod for at skulle deltage hér. Få år efter udbrød Grevens Fejde, og Skipper Klements styrker nåede som før nævnt ned i Vestjylland til omkring Varde. Efter sigende skal de fleste medlemmer af slægten have gjort fælles sag med bønderne til fordel for den fangne konge Christian II. Sandsynligvis er Jens Barfod også gået med, men vi kender ikke noget til hans meriter. Trods alt var han dog efter krigens ophør og efter reformationen den fornemste mand på egnen. I 1541 var han tingholder og herredsfoged, da han tog lovhævd på Tudsmose hussted (Hungerbjerg på Øster Debel Mark i Lunde sogn). Det bevidnes, at han havde ejendommen "inden for alle fire markskel, og kender ingen at have lod eller del deri uden sig og sine søskende". Derved kom han i strid med Nils Skoning, som også gjorde krav på gården, der da lå øde, men i 1542 bevises det, at Jens Barfods far og dennes forældre havde haft Tudsmose før han, og beboerne havde svaret dem både skat og landgilde. Velbyrdige adelsmænd som ridder Otto Krumpen, Henning Qwitzov i Lydom, Palle Bang i Hennegård, Thomas Stygge i Frøstrup, en borgmester, en byfoged og en rådmand fra Varde samt Eske Nielsen dømte da, at Jens Barfod skulle beholde Tudsmose. I 1544 kom han imidlertid i strid med Eske Nielsen i Løftgård og stævnede da som herredsfoged i Vester herred Okuf Stofferskou til Donneruplund og Niels Staffensen til at møde i Viborg, når kongen kom der, for at få klaret en dom, som han mente, at de med urette havde dømt mellem Jens Barfod og Eske Nielsen. I 1553 beseglede han som vidne sin svogers skøde til Thomas Stygge, og i 1562 bor han endnu i Sædding. Som andre oprørske under Grevens Fejde havde kongen også inddraget Sædding Storgård som krongods, og Jens Barfod måtte derfor foruden gæsteri til kongen også svare landgilde. I 1562 måtte gården således betale ialt 10 hestes gæsteri, ½ ørte smør, 2 ørte rug, 2 ørte byg, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 2 høns og i penge 12 skilling, der skulle betales til Helmis (1. november) og 12 skilling til Volmis (1. maj) (Frederik I.s registrant, Danske Magasin 4 rk.. 1. bind side 42. H. K. Kristensen: Nørre Nebel og Lydom sogne. 1958 side 145). Han havde tre børn, som vi kender til (VI,1-3).

Jens blev gift med Datter af Christian Stygge. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Har tre børn.